Kommunalbestyrelsen har valgt at borgersamlingen i 2020 skal arbejde med spørgsmålet: Albertslund står foran en udvikling af byen som skaber mulighed for op mod 10.000 nye borgere over de næste 10 år. Vi ønsker borgersamlingens hjælp til at forestille os, hvordan et fremtidigt Albertslund skal se ud – hvad skal der til for at bevare og skabe nye stærke fællesskaber?

​​Valget af netop dét spørgsmål skal ses i lyset af Kommunalbestyrelsens ønske om at skabe mere Albertslund som vi kender det, med blik for fornyelse og nye generationer i byen.

Der er i øjeblikket stor tilflytning til Hovedstadsområdet, og Albertslund ønsker at få del i denne tilflytning, så befolkningssammensætningen i Albertslund i højere grad ligner den, der findes i resten af Storkøbenhavn.

​​Kommunalbestyrelsen ønsker at udvikle byen og tiltrække op mod 10.000 nye borgere i løbet af de kommende 10-15 år. Med befolkningstilvæksten bliver det muligt at skabe et økonomisk bæredygtigt Albertslund. I dag er Albertslund Kommunes økonomi meget afhængig af den statslige udligning. Det er en afhængighed, der skal mindskes, så albertslunderne også fremover sætter dagsordenen i- og for et stærkere, rigere og mere uafhængigt Albertslund.

​​Byens udviklingen skal understøtte, at der er råd til velfærd for de svageste borgere og den brede befolkning. Der skal være gode skoler, daginstitutioner og kulturtilbud, så Albertslund er en god by at bo og leve i.

​​Men byens udvikling skal samtidig ske i respekt for det samlede fællesskab i Albertslund og de mange mindre, lokale fællesskaber som allerede er stærke motorer i byen – og derfra understøtte nye, stærke fællesskaber i at spire og blomstre. De stærke fællesskaber i Albertslund er rygraden, der skal løfte fremtidens by.

​​Borgersamlingen er en ny, men meget ambitiøs måde at tage albertslundernes stemmer og perspektiver alvorligt. Spørgsmålet om byens fremtidige udvikling og fællesskabet er både stort og komplekst. Netop derfor ønsker Kommunalbestyrelsen borgersamlingens hjælp til at skabe anbefalinger til byens udvikling.